FFT: The Ivalice Chronicles er en virkelig fantastisk nyudgivelse af en tidløs klassiker

Da det originale Final Fantasy Tactics skabte opsigt tilbage i 1997, blev vi i Europa efterladt på sidelinjen. Mit første møde med spillet var gennem emulering: en slags overgangsritual, kan man sige, for enhver dedikeret fan, der ville se, hvad al ståhejen handlede om dengang.

Følgeriet, som det viste sig, var fuldstændig berettiget. Min PSP var et bevis på det og blev praktisk talt en enkeltspilskonsol for Final Fantasy Tactics: War of the Lions. Denne lange og dedikerede historie med franchisen har formet, hvordan jeg ser på dette nye kapitel, Final Fantasy Tactics: The Ivalice Chronicles, som naturligvis har meget at leve op til.

Længe før genudgivelsen overhovedet var en mulighed, blev Final Fantasy Tactics beundret for sin fortælling. I stedet for den typiske helterejse valgte det oprindelige spil en omfattende historisk epik og fortalte en jordnær, kompleks og politisk ladet historie. Denne historie bevares her.

Det er en fortælling om borgerkrig, religiøs korruption og klassekamp, hvor helte og skurke ikke er defineret af sort og hvid, men af de utallige nuancer af grå imellem. Det er en historie, der nægtede at forsimple krigens brutalitet eller karakterernes motiver, og som leverer en moden, tung oplevelse, der satte en ny standard for historiefortælling i genren. Dens fokus på politisk intriger og personlig forræderi er det, der gjorde originalen så fængslende og sikrer dens arv som en af de fineste fortællinger i videospilshistorien.

Remastering af en klassiker…

I sin kerne er The Ivalice Chronicles en utrolig trofast genskabelse af det taktiske mesterværk, vi kender og elsker. Det indviklede jobsystem, den givende dybde i kampene og den fine balance mellem de gitterbaserede slag og den rørende fortælling er alle bevaret med passende ærbødighed. Alligevel har Square Enix ikke blot pudset en klassiker af; de har omhyggeligt lagt et lag af moderne bekvemmelighed, som fundamentalt forbedrer oplevelsen.

Disse forbedringer af livskvaliteten, selvom de tilsyneladende er små i sig selv, fjerner samlet set en hel del af den friktion, som tiden har tilføjet til originalen. At kunne rejse rundt i verden uden at skulle gemme og indlæse blot på grund af en irriterende, uundgåelig tilfældig kamp er for eksempel en stor fordel for avl af monstre og opgaver. Desuden bliver størstedelen af specialkaraktererne nu rekrutteret med mere erfaring end deres grundlæggende job (hvem vidste, at Meliadoul var en danser?), hvilket er en behagelig overraskelse for dem, der kan lide at udvide strategisk uden at spilde dyrebar tid.

Det samlede resultat er et spil, der er lige så strategisk udfordrende som altid, men langt mere tilgængeligt og flydende for moderne spillere. Det betyder ikke, at det er lettere - jeg er en erfaren spiller og blev stadig fanget i min del af pinlige øjeblikke i mit gennemspil på normal sværhedsgrad. Rejsen mod slutningen føltes klassisk anstrengende, men på en måde, jeg ikke kunne undgå at værdsætte med nostalgisk varme.

Et af de mest omtalte aspekter af The Ivalice Chronicles op til nu har været det nye grafiske udseende. Den første afsløring blev mødt med en vis bekymring fra fans, der var vant til den originale pixelkunst. Selvom jeg forstår denne bekymring, kan jeg med sikkerhed sige, at de nye visuals er helt fine, og den originale pixelkunst forbliver en mulighed for de dedikerede purister, da det urørte originalspil er inkluderet her. SE har formået at løfte det klassiske look til en ny standard for detaljer og klarhed, samtidig med at den unikke ånd i de originale karakterdesigns bevares.

Selvom de nye visuelle elementer måske er det første, du bemærker, er det nye manuskript måske spillets mest betydningsfulde forbedring. Med udgangspunkt i den elskede War of the Lions-tekst balancerer denne version af manuskriptet mesterligt det storslåede, archaiske sprog med et nyt fokus på klarhed. Det storslåede sprogfornemmelse bevares og opretholder historiens episke følelse, men det er nu mere tilgængeligt og lettere at følge, hvilket trækker dig dybere ind i historiens politiske intriger.

For mange scener fulgte jeg både den originale og WotL-manuskripterne med for at sammenligne, og tro mig, når jeg siger, at den nye overgår begge. Det er en tilgang, der formår at være både en respektfuld hyldest og en meningsfuld forbedring, hvilket gør historien mere underholdende og forståelig end nogensinde før.

…Kan ikke være nemt

På trods af alle sine prisværdige forbedringer kommer The Ivalice Chronicles med en række underlige udeladelser, der sandsynligvis vil skuffe de mangeårige fans. De elementer, der gjorde Final Fantasy Tactics: War of the Lions til en afgørende version af spillet, såsom de unikke, historie-drevne missioner og eksklusive karakterer som Balthier og Luso, er bemærkelsesværdigt fraværende.

Dette valg føles særligt forvirrende, når det vejes op imod remake'ets egne nye tilføjelser, som, selvom de er velkomne, er så få og så små i omfang, at de knapt nok retfærdiggør ofringen af det, der kom før. Det er et klassisk tilfælde af at tage to skridt frem og ét skridt tilbage; de nye forbedringer er fremragende, men de fylder ikke helt det tomrum, der er efterladt. Det er umuligt at ignorere disse manglende funktioner, når WotL's manuskript præsenteres som et alternativ til det nye.

Et af de mere interessante aspekter af den oprindelige spils lore var de vælg-din-egen-eventyr-stil sidehistorier, som tidligere kun eksisterede inden for spillets minispil og var utilgængelige for mange spillere. Den nye engelske oversættelse af disse historier var et fristende perspektiv, en chance for endelig at opleve et dybere lag af Ivalices verden.

Desværre efterlader udførelsen her meget at ønske. Selvom det teknisk set er en ny oplevelse for et vestligt publikum, er disse korte narrative afstikkere overraskende tynde i indhold. Det bliver tydeligt, hvorfor de aldrig tidligere blev prioriteret til lokalisering; de tilfører meget lidt til den samlede oplevelse og ender med at føles som en spildt chance fremfor en reel forbedring.

Mit største stridspunkt med The Ivalice Chronicles er en ændring til selve slutningen af spillet. En vigtig del af den oprindelige fortællings kraft kom fra dens bevidste tvetydighed og det rum, den lod til spillerens fortolkning - en finale, der var lige så meget en afslutning som et dystert, åbent spørgsmål.

Denne genindspilning vælger dog at give et mere definitivt svar, hvilket rydder op i noget af den mystik, som jeg personligt følte var afgørende for historiens følelsesmæssige vægt. Mens jeg er sikker på, at denne ændring vil blive værdsat af nogle, der foretrækker afslutning, formindsker den i sidste ende den dybe, vedvarende følelse af tragedie, der gjorde den originale slutning så ikonisk. Det er et dristigt, kreativt valg, men et valg, der for mig svækker historiens sidste slagkraft.

Når alt kommer til alt, er mine få kritikpunkter af The Ivalice Chronicles småting i forhold til, hvad spillet opnår. Spillet er en bemærkelsesværdig præstation, der med succes opdaterer et mesterværk uden at ofre dets kerneidentitet. Selvom det måske ikke er perfekt, er det et betydeligt skridt fremad, der beviser, at originalens dybe gameplay og komplekse historie kan oversættes smukt til et moderne publikum.

For nye spillere er dette det perfekte udgangspunkt. For veteraner er det en nostalgisk og spændende hjemkomst. Denne udgivelse står som et bevis på den vedvarende kraft i både den taktiske RPG-genre og den unikke historiefortælling fra Ivalice, og det giver mig mere håb end nogensinde for dens fremtid.