FF9-fans har bedre smag: Hvad dit yndlings Final Fantasy-spil siger om dig
Hør lige mig ud. Jeg elsker dem alle - okay, ikke alle sammen, men de fleste - og jeg synes, der er en interessant samtale at have om, hvilken Final Fantasy der tilfældigvis er ens favorit. Hvad afslører det om dig? Måske ingenting, men sandsynligvis noget! Berettiger dit svar en grundig analyse for at vride din sjæl for hver eneste dråbe af dybeste interesse? Sandsynligvis ikke! Men lad os have det sjovt alligevel.
Final Fantasy: Du Tror, Rødder Er Uovertrufne
Hvis dit absolutte yndlings-Final Fantasy er det allerførste, vil jeg vove at påstå, at du virkelig har en forkærlighed for at føle, at oprindelsen af noget altid vil være den største del af helheden.
Du kan være den type, som jeg nogle gange støder på på internettet, som hævder, at en original er uovervindelig på grund af, at den er roden til alt, hvad der kom derefter. Final Fantasy skabte mange ikoniske elementer: især dets design af Hvide, Sorte og Røde Mager har særligt slået sig fast i den tilbagevendende FF-udvikling, og sagaen om krystallerne begynder her.
Så, der har du det.
Final Fantasy II: Du Værdsætter Virkelig, Virkelig Eksperimentering
Du elsker sandsynligvis Kawazus SaGa-serie. Det gør du, ikke sandt? Final Fantasy II er i praksis roden til SaGa, den sorte får blandt Final Fantasy-spillene, som skabte en serie så fyldt med eksperimenter og så grundigt dedikeret til at gøre bemærkelsesværdigt mærkelige ting med de klassiske JRPG-mekanikker.
FFII er i sig selv ikke særligt anerkendt. Den dag i dag bliver den ofte nævnt som den værste af hovedseriens værker. Alligevel gjorde den noget anderledes. Den er så bemærkelsesværdigt anderledes end resten af serien, især sin umiddelbare forgænger og efterfølger, som begge i høj grad byggede på Job Classes og Crystals. I Final Fantasy II stiger statistikker gennem aktiv brug af tilknyttede færdigheder, og magi stiger i niveau alt efter din dedikation til en trylleformel.
Resultatet lyder sejere, end det egentlig er, hvis du spørger mig, men hey, gør bare, som du vil.
Final Fantasy III: Hvis du ikke er japansk, må du være vild med emulering
Derfor må jeg give dig kredit, hvis du på en eller anden måde kun er blevet en enorm, enorm fan af Final Fantasy III inden for de sidste par år, for medmindre du er japansk (i så fald er der stor respekt for FFIII), ville enhver stor FFIII-entusiast sandsynligvis have stiftet bekendtskab med det gennem emuleringsscenen i stedet.
Eller også elsker du genindspilningen, gætter jeg på. Jeg har aldrig mødt nogen, der føler så stærkt for den version, men det betyder vel ikke, at de ikke eksisterer?
Final Fantasy IV: Du er ved at blive gammel
Se, det er langt fra mig at kalde dig gammel. Jeg er en af de sjældne mennesker, som som barn ikke engang betragtede folk som ’gamle’, før de var omkring 50. Jeg følte ikke meget, da jeg fyldte 30. Bare endnu et år. Kort sagt, jeg er den sidste person, der ville kalde nogen med intens begejstring for Final Fantasy IV for gammel.
Men hvis FFIV er din primære favorit, er du nok ikke helt ung mere. FFIV nævnes ofte, af gode grunde, som første gang Square virkelig gik i dybden med en mere kompleks historie. Den har nogle rigtige lørdag morgen-tegnefilm-vibes, skal jeg sige - og måske er det en del af, hvorfor du elsker den! - men ikke desto mindre er det deres mest omfattende Final Fantasy-historie indtil FFVI.
Det fravælger også Job-klassessystemet til fordel for faste klasser for sin store gruppe, hvilket jeg synes er ret smart. Og dets konfliktrammede helte, Cecil og Kain, er FF-karakterer for evighederne. Jeg kan godt lide FFIV, selvom jeg ikke helt tilbeder dets alter.
Final Fantasy V: Du har helt sikkert hørt om Four Job Fiesta
Final Fantasy V nævnes ofte som et af de mest undervurderede Final Fantasy-spil, et spil der ofte går under radaren for mange vestlige spillere. Det kan stadig være sandt til en vis grad; trods alt gik dets SNES-udgivelse os alle forbi, og det var først i 1999 i Nordamerika og 2002 i Europa, at vi fik fingrene i det.
Men her er sagen. Jeg vil hævde, at Final Fantasy V har et af de mest hengivne fanfællesskaber i spillets historie. Hvert år samles en hardcore gruppe af fans (og inviterer os alle til at deltage, hvis vi er interesserede!) og bruger en tilfældig udvælgelsesproces til at bestemme, hvilke fire Jobs (ud af over 20) de skal være låst til at bruge gennem hele spillet.
Med andre ord, hvis FFV er din kærlighed til Final Fantasy, vil jeg vædde på, at du sandsynligvis er ret hardcore omkring det. Fedt!
Forresten er manuskriptoversættelsen fra Game Boy Advance-versionen og frem langt foran PlayStation-versionens, så jeg anbefaler på det kraftigste ikke at spille dette på PS1.
Final Fantasy VI: Du oplevede en ægte 'Hvad med mig?' fase i livet
I lang tid følte hardcore-fans af Final Fantasy VI behov for at råbe fra tagene, at de mener, at FFVI er bedre end den mere internationalt populære Final Fantasy VII. Stemmerne var uden tvivl hæse. Nå, måske ikke, da I for det meste gjorde dette over internettet. Fingrene var trætte? Jeg gætter på det?
Pointen er, at FFVI har haft en undervurderet status i lang tid. Selv i Japan synes jeg ikke, det er så stort et emne, med flere andre titler, der overgår VI i den samlede popularitet. Alligevel har Final Fantasy VI, med sit spektakulære persongalleri, sin hjerteskærende gode historie og mere, på årtierne fået så meget opmærksomhed i offentlighedens bevidsthed, at det nu ret ofte rangeres lige ved siden af FF VII og X som en af de mest hædrede af dem alle.
Ikke desto mindre har opfattelsen af, at det havde været overskygget i fandom-diskussioner alt for længe, fået nogle til at opføre sig som om det aldrig havde ændret sig. Jeg er uenig; jeg hører om det hele tiden nu! Men dengang? Ja, sandsynligvis.
Final Fantasy VII: Du Har En Smule Uretfærdig Fordel
Først og fremmest vil jeg bare sige, at Final Fantasy VII og Final Fantasy VII Rebirth er to af mine yndlingsvideospil nogensinde lavet. Originalen er et genialt melodramatisk episk spil med en fremragende samling af kernelementer og et svimlende sejt udvalg af minispil. Rebirth, den anden del i en pågående trilogi-genfortolkning, bringer de ubesværet storslåede vibber fra Squares PS1-era tilbage i stor stil og tilfører coolness og fede karaktertegninger i stort set hvert eneste øjeblik af dens lange spilletid.
Men der er noget ved det, jeg lige har sagt, som giver FFVII en rigtig kant. Det har remakes. Altså, seriøse, fra bunden-op, fantastisk visuelt, fredfyldt lydsporsatte remakes. (Jeg ved det, 'lydsporsatte' er ikke et ord. Nå, nu er det.) Plus, det nød rampelyset i så lang tid som det zeitgeist for genren, den utrolig sælgende, multi-prisvindende, ekstravagante spiloplevelse, der satte JRPGs på kortet for en hel generation.
Final Fantasy VIII: Du er syg og træt af at skulle fortælle folk, at kortmod er bedre end at tegne
Tag en tår hver gang nogen uundgåeligt kritiserer Final Fantasy VIII for at forvente, at spillere bruger Træk-kommandoen til trivielt at tage 100 af hver trylleformular, flere ad gangen, fra dine fjender. I timevis... og timevis... og timevis.
Drik din drink færdig, hvis du som FFVIII-fan er skarpt bevidst om denne uheldige spredning af misinformation. Card Mod er vejen frem. Du får den Magi så meget hurtigere med denne kommando, pokkers, og masser af andet, ovenikøbet. Og du behøver endda ikke at gå ind i en kamp for det.
Sig hvad du vil om FFVIIIs romantiske historiefortælling, dets skarpe fokus på den følelsesmæssige rejse for en Squall Leonhart, og alle de andre noget kontroversielle elementer. Men Triple Triad og kort-kommandoen i kampene er de sande usungne helte, metoderne til at eliminere så meget af den unødvendige kedelighed, og hold da op, hvor ville jeg ønske, at flere mennesker havde indset det på nuværende tidspunkt.
Final Fantasy IX: Du er ikke alene. Nej, seriøst, du er det ikke
Glem Final Fantasy VI. Det er Final Fantasy IX med det største "mit yndlingsspil er totalt undervurderet" dilemma af dem alle. Eller, sådan kunne man tro, hvis man lyttede til mange af FFIX's store tilhængere. Mens FFVI til sidst er blevet accepteret som, i sandhed, lige så værdsat, som det faktisk er, synes FFIX-fanbasen stadig overvejende overbevist om, at kun de få og stolte kan se glansen i denne nostalgiske fortælling.
Det er ikke sandt! FFIX har opbygget en ganske stor fanskare over tid, selvom det ramte med en smule af en (relativ) pust tilbage i 2000. Se det sådan her. I 2019 havde FFIX solgt seks millioner kopier på verdensplan. Dets dage på PS1 havde kun lidt over fem millioner, hvilket, selvom det er anstændigt, slet ikke er tæt på, hvad VII og VIII opnåede - heller ikke X, et år senere.
I 2025 annoncerede Square Enix, at FFIX har overgået 8,9 millioner. Det er lige under tre millioner siden 2019. Det er en kæmpe succes. Det er et spil med nybølge-varig tiltrækningskraft. Moderne singleplayer Final Fantasy-spil ville dræbe for et så langt liv på markedet.
Er det mærkeligt, at hele denne gennemgang fokuserer på salg? Sandsynligvis. Lad mig understrege, FFIX er en af mine favoritter, punktum. Det er så forbandet charmerende og fyldt med næsten lige så meget gameplay-diversitet som FFVII. Det er en skat. Men hvis du stadig fortæller folk, at det er undervurderet... så er det det ikke. Jeg lover.
Final Fantasy X: Du elsker PlayStation 2
Final Fantasy X er sandsynligvis en af de kun to nye udgaver, der har formået at tiltrække næsten lige så mange nye fans som FFVII gjorde. Positioneret som en tidlig fremvisning af PlayStation 2's kraft, kombinerer denne farverige og bittersøde historie et fuldt turbaseret kampsystem med en mindeværdig rolleliste på en skæbnesvanger rejse gennem en af spilbranchens mest levende verdener.
FFX kom på højden af Squares dominerende tilstedeværelse som en af de mest teknisk dygtige udviklere i branchen. Ved lanceringen blev dette spil betragtet som overvældende flot, med CG-cutscenes, der var helt unikke. Du har måske anskaffet en PS2 for dette spil. Hvis ikke, er der en god chance for, at det var et af de første PS2-spil, du hentede bagefter. Når folk tænker på PS2, er Yunas Pilgrimsrejse ofte en af de første minder, der dukker op; FFX var næsten lige så generationdefinerende, som FFVII havde været.
Eller måske kan du bare virkelig, virkelig godt lide FFX-2's kampsystem, for jeg støder på fans hele tiden. X-2 er ikke rigtig min kop te, men jeg forstår dig. Jeg vil tælle dig med os FFX-entusiaster; du tæller helt klart med.
Final Fantasy XI: Du elsker den gamle MMO-grind
Da Final Fantasy XI blev annonceret som et MMORPG, følte mange fans sig bitre, mens andre var særligt nysgerrige. Hvorfor en MMO? Det var med det samme en afskrækkelse for nogle; selv jeg spillede det ikke før mange år efter udgivelsen.
FFXI er faktisk ret sejt! Og det er, så vidt jeg ved, det eneste MMO fra den tid, bortset fra titanen blandt titaner, World of Warcraft, som stadig er så succesfuldt, hvor abonnementsmodellen aldrig er skiftet til free-to-play.
Spillet er meget mere imødekommende i dag, med omfattende ændringer i dets systemer, der gør det muligt at undlade særligt straffende aspekter fra de tidlige perioder (ja, faktisk løb man tidligere risikoen for at miste niveau, hvis man døde, da erfaring punkt faldt, når det skete). Tillidssystemet gør det også muligt at nyde det meste af XI's indhold alene, hvilket også er en stor tiltrækningskraft for mig.
Men hvis du har været fan af XI fra starten, vil jeg vædde på, at sådan noget sjældent skræmte dig. Jeg tror, du nød det, endda. Faren, konsekvenserne og behovet for at arbejde sammen med ligesindede eventyrere for rigets bedste.
Final Fantasy XII: Du Beklager, Hvor Få Spil Har Trukket på Gambit-systemet
Mig også, folkens. Mig også, for pokker.
Det førte til erklæringer om, at spillet "spiller sig selv." Jeg ser det stadig blive sagt. Det er virkelig ikke sandt. Du kan godt føle, at det virker sådan, men med Gambits har du med et niveau af dybde at gøre, som kan give en bemærkelsesværdigt glat spiloplevelse, finjusteret mere delikat end noget andet hovedspil i Final Fantasy-serien kan tilbyde.
Den egentlige tragedie er, at så få spil har tilpasset et Gambit-lignende koncept. I stedet fortæller ARPG'er dig som regel bare, at du skal stole på AI'en for dine holdkammerater. Og ærligt talt har jeg aldrig mødt et spil, hvor AI'en hos partimedlemmerne er god nok til at undvige spiller-dikteret tilpasning.
Jeg har nydt spil med noget mere begrænsede taktiske opsætninger, som Dragon Age: Origins og Star Wars: Knights of the Old Republic - som kom ud nogle år før FFXII, det ved jeg. Men der er en sådan mangel på XII-lignende justeringer, selv om mange af XII's andre elementer blev bevist at være ret foran deres tid.
Final Fantasy XIII: Du bliver konstant kaldt en modspiller
Jeg bryder mig ikke så meget om Final Fantasy XIII. Jeg kan heller ikke lide dets efterfølgere særlig meget. Men jeg har sympati for FFXIII-fans. I er blevet gjort til grin i 15 år. I joker vel, når I siger til andre, at de udvalgte fal'Cie er jeres yndlings-FF-hold, eller at XIIIs hurtige kampsystem er det bedste, eller at I rent faktisk følger trilogiens historie uden problemer. I kan da ikke mene det. Hvem siger sådan noget?
Det siger du. Og du må være så udmattet af al modstanden. Du har lov til at elske det, du elsker. Lad ikke folk trække dig ned. Skide være med dem, fordi de ikke ser, hvad du ser. Skide være med mig, fordi jeg ikke ser, hvad du ser. Jeg giver dig det her: 'Blinded by Light' er den bedste Final Fantasy-battltema, uden sammenligning. Så det har du gående for dig.
Og du har alt det andet til din fordel også. Bare fordi vi ikke forstår dig, betyder det ikke, at du ikke er smuk - okay, det her begynder at blive mærkeligt.
Final Fantasy XIV: Du har sikkert hørt om det kritikerroste Final Fantasy XIV, med en udvidet gratis prøveperiode, hvor du kan spille hele A Realm Reborn og den prisvindende Stormblood-udvidelse, helt op til niveau 70 gratis uden begrænsninger på spilletid.
Det har jeg også.
Final Fantasy XV: Du Værdsætter Skuespillernes Kemi
Måske var det aldrig meningen. FFXVs oprindelige vision var faktisk en episk trilogi af spil kaldet Final Fantasy Versus XIII. Nok så meget kan siges, at det ikke skete. Det, vi fik, var et enkelt spil med en række små spin-offs og en spillefilm, der praktisk talt er obligatorisk at se, fordi den i bund og grund fungerer som FFXVs åbningsakt.
Det er virkelig, virkelig mærkeligt. Men det betyder ikke, at FFXV er helt uden succes på egne præmisser. Den åbne verden er fantastisk, Shimomuras soundtrack er fantastisk, hovedpersonerne er fantastiske, fiskeri og chocobo-ritter og det overraskende anstændige antal valgfrie dungeons er fantastiske. Meget er fantastisk! Det mest fantastiske af det hele er dog, hvor tætte og troværdige brødrenes relationer vises at være.
Der er sådan en oprigtig kemi mellem Noctis, Ignis, Prompto og Gladio, og den oprigtighed er nøglen til at nyde (og græde over) begivenhederne i spillets sene del. FFXV er en roadtrip, og derefter er det en lineær række af betydningsfulde begivenheder. Det føles som en besynderlig blanding, og det fungerer ikke, ikke rigtigt, men fyrene er så gode i dette. Så gode.
Final Fantasy XVI: Du Ønsker, Du Kunne Fortælle Ralph Ineson, Hvordan Du Har Det
Final Fantasy XVI har fået et ret kantet ry. Overgangen til et fuldstændig actionbaseret kampsystem er blevet mødt med, tør jeg sige, mere utilfredshed end begejstring. Systemet har sine ivrige forsvarere, men der er en tydelig mangel på ægte "RPG"-indhold i XVI, ikke kun i kampene, men også udenfor; så få statistikker, med så relativt lidt betydning bag dem. Det er virkelig en skam.
Der er ting at fremhæve ved Final Fantasy XVI, og jeg tror, at dets hovedrollebesætning er en af dem. Clive, Dion og Joshua er alle fantastiske. Jill og Benedikta bliver til en vis grad trukket ned af XVI's tilsyneladende manglende evne til at give sine kvindelige roller nok at arbejde med, men de er stadig gode i deres kerne. Barnabas og Kupka er fremragende skurke, selvom slutspilsskurken selv er mindre imponerende. Og Cid Telamon... puha.
FFXVI har stemmeskuespil på mesterniveau. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har hørt. Ben Starr er blevet berømt for sin rolle som Clive, men når vi taler om sexappel, er det Ralph Inesons fantastiske præstation som Cid, der stjæler showet. Sikke en fyr. Utallige er de, der kunne lytte til ham sige sine kvikke replikker i timevis. Ægte fans ved det.